| |
|
skellige lejligheder havde stiftet bekendtskab med forhjulstrukne vogne. Det gjaldt
både Gabriel Voisins særprægede prototyper og konstruktioner fra Joseph Ledwinka – og han var
begejstret for deres køreegenskaber. Tidligt forestillede Citroën sig en forhjulsgrukket
afløser fra Rosalie-modellerner, der blev produceret fra 1931, og han ansatte ingeniør Andre
Lefébvre til at føre projektet ud i livet. Lefèbvre, der tidligere var ansat hos bl. a. Voisin, fik
13 måneder til at udvikle den ny model efter recepten: En let fire-personers bil med selvbærende |
|
karrosseri, torsionsaffjedring, firecylindret topventiler motor med våde foringer,
automatisk gearkasse anbragt foran motoren, der selvfølgelig skulle trække på forhjulene, og som
skulle kunne give vognen en tophastighed på ca. 100 km/t.
Dertil kom hydrauliske bremser og et lavt strømliniet karroseri uden trinbrædder og med
plant gulv i kabinen. Egentlig var ingen af disse karakteristika særligt revolutionerende, men sat
sammen i et køretøj betød det intet mindre end en sensation. (Karrosseriet blev tegnet af Cuinot, |
|
|
Daininos og af Flaminio Bertoni, som også senere tegnede 2CV og DS 19).
Den første Citroën 7A
Det blev heller ikke helt let. Dels var der tekniske problemer, der skulle overvindes, og
dels kostede udviklingsarbejdet enorme summer for Citroën. De tekniske problemer bestod først og fremmest
i kraftoverføringen fra motoren til de styrende forhjul. Helt frem til februar 34 havde man besvær med
drivaksler og kardanled, der blev overophedede. I begyndelsen af marts stod det desuden klart, at den
automatiske gearkasse ikke kunne bringes til at fungere tilfredsstillende – olien kogte simpelt hen ud af
samtlige prototyper. Problemet med kardanleddene blev søgt løst med en Tracta konstruktion og et
amerikansk patent (Rzeppa), men
Formodentlig præsentation af 38-modellen i Århus fra Frederiksbjerg Autohandel. At det er en
førkrigsmodel (og ikke en 46) ses bl. a. på baglygten på bagkofangeren. |
|
