Selvom det naturligvis ikke var Vincenzo Lancia der alene sad og konstruerede Lancia-fabrikkens biler gav hans død i 1937 alligevel anledning til en del spekulationer med hensyn til virksomhedens fremtid. Han havde haft en lykkelig evne til at samle en kreds af begavede teknikere som kunne samarbejde om at skabe biler ud over det sædvanlige. Ikke blot hvad angik kvalitet — det er indenfor moderne industri trods alt noget man blot kan beslutte sig for — men også hvad angik brugs-og køreegenskaber. Der fandtes omkring Lanciabilerne en hel menighed som ikke ville køre i andet samt en endnu større skare af bilister som meget gerne ville køre i Lancia men ikke havde råd.
   Ved Vincenzo Lancias død var fabrikken netop ved at lancere den mest banebrydende Lancia siden Lambda, nemlig Aprilia. Den havde de velkendte Lancia-træk: Selvbærende karrosse-

ri, uafhængig forhjulsaffjedring med lodrette, drejelige teleskoper, topventilet motor i et snævert V. Men desuden var der nu uafhængig baghjulsaffjedring med bagudrettede svingarme med såvel blad- som torsionsfjedre, og differentiale og bageste bremsetromler monteret i den selvbærende bund. Og karrosseriet var kort og afrundet med et hjul i hvert hjørne. Det mest forunderlige var måske at dette køretøj hverken var en luksusbil eller en sportsvogn men derimod en solid mellem-klassebil. Den 4 cylindrede motor var først på 1100 cc og senere på 1500 cc — og der var mange Fiat-købere der gerne havde vredet tegnebogen lidt mere for at få råd til en Aprilia. De fik en chance i 1939 med Ardea — en 3/4 størrelse Aprilia.
   Da bilproduktionen gik i gang igen efter 1945 var Aprilia og Ardea stadig meget konkurrencedygtige, så spørgsmålet om hvilken vej fabrikken ville gå