| |
pludselig en dag var hendes navneskilt fjernet fra døren. En forespørgsel hos
varmemesteren bekræftede mine bange anelser: fru Møller var ikke mere. Desværre kunne han kun fortælle,
at hun havde efterladt sig en datter, men hverken hvad denne hed. eller hvor hun boede. Det var mindre
heldigt, for kvinder har som bekendt den uvane at skifte navn alt efter valg af ægtemage. Et halvhjertet
forsøg på at finde datteren var følgelig forgæves, og da der tillige var det med den interesserede
arving, sluttede jagten her.
Tiden læger alle sår, og efterhånden havde jeg slået den gamle dames bil ud af hovedet. men et
årstid efter ringede telefonen, og en ukendt kvindestemme spurgte, om det var mig. Da jeg ikke på stående
fod kunne erindre at have foretaget mig noget, der skulle nødvendigøre en benægtelse af denne
kendsgerning. erklærede jeg frimodigt, at det var det. Gudskelov, for herefter spurgte kvinden, om jeg,
hvis hun fortalte. at hun var datter af fru Møller Kroigård. var klar over, hvem hun var, og om jeg stadie
ville være interesseret i at købe hendes mors bil? Om jeg var, og om jeg ville! Det kom frem, at hun havde
fundet mit brev blandt sin mors efterladenskaber, og da den interesserede arving i mellemtiden havde faet
kolde fødder, skulle bilen sælges alligevel. Med slet dulgt utålmodig fik jeg aftalt et møde for
besigtigelse af skønheden (bilen) allerede |
|
|
næste dag. Dette endte med, at jeg købte Auftrag-Nr. 310065, for det samme jeg nogle ar tidligere
havde budt fru Møller Kroigård, og således fik første runde en lykkelig udgang.
Det første overblik
Som det næsten altid er tilfældet, havde eftersynet afsløret, at den lille 170V var i noget
dårligere stand, end man umiddelbart
|
|
Overfladisk så den lille Mercedcs Benz ganske pæn ud -
skulle tro. Den gamle dame havde ganske tydeligt vænnet sig til at køre med et opslidt styretøj, og
i lykkelig uvidenhed om at hele ekvipagen var ved at bryde sammen under hende. Det var faktisk så
|
|
|
