| |
Auftrags-Nr. 310065 blev til i en serie på 4000 Mercedes-Benz biler af typen 170V,
fremstillet af Daimler-Benz sidst i 1938. Det er der ikke noget bemærkelsesværdigt i. Det specielle kommer
imidlertid ind i billedet, ved at denne vogn, i lighed med mindst én mere i serien, blev udstyret med et
2/3-personers karrosseri, den såkaldte cabriolet A, bygget på Daimler-Benz' egen karrosserifabrik i
Sindelfingen. Sådanne karrosserier var håndbyggede, dvs., at der er ret store detailforskelle fra det ene
til det andet eksemplar.
Den 21. februar 1939, kun fem dage forsinket, blev nr. 310065 afsendt med tog nach Kopenhagen,
nærmere bestemt til Bohnstedt-Petersen A/S, og solgt til en hr. Møller Kroigård den 6. marts, vistnok
gennem, Autoropa A/S, Østerbrogade 20. Han beholdt derpå vognen, til han solgte den den 22. september
1954, til - sin mor! I hendes eje blev den ret kendt blandt københavnske medlemmer af DVK som »den gamle
dames bil«, undertiden yderligere karakteriseret ved »den med DANMARK bagpå«. |
|
Fru Møller Kroigård havde nemlig, i en udskæring egentlig beregnet for den bageste
nummerplade, faet malet sit nationale tilhørsforhold, så vidt vides i anledning af en tur til USA.
Den gamle dame blev så glad for erhvervelsen, at hun kørte i den lige til sin død i foråret 1974.
Altså om ikke just en en-ejers vogn, så på det tidspunkt dog endnu en en-families.
På jagt
Går man på jagt efter gamle biler, besjælet af en ufravigelig idé om at disse tillige skal være af et
af de mere sjældne mærker, er man dårligt stillet. I min søgen efter en interessant gammel Mercedes-Benz
har jeg da også ofte af velmenende klubkammerater fået foreholdt, hvor mange dejlige biler jeg gik glip af
på grund af min stædighed på dette punkt. Jeg lyttede, og jeg overvejede, men nej, det skulle være en
Mercedes-Benz. For at gøre situationen næsten håbløs havde jeg ydermere fået den tanke, at bilen burde
have et vist sportsligt tilsnit, som en pendant til min 190SL. |
|
Fuldblods Mercedes-Benz sportsvogne i de rigtige årgange er som bekendt uopnåelige, men
en dag så jeg, hvad der senere viste sig at være Auftrags-Nr. 310065, parkeret neden for mine vinduer. Den
tiltalte mig straks. Ganske vist var den kun 4-cylindret og ingen sportsvogn, men dog en speciel bil med et
sporty præg, hvilket indtryk forstærkedes af de dobbelte reservehjul på dette eksemplar. Et stykke
detektivarbejde afslørede hvor bilen holdt til, og der holdt jeg mig også jævnligt til, indtil det
lykkedes at komme i snak med ejeren, den rare ældre dame, om hendes bil. I samtalens løb forhørte jeg mig
forsigtigt, om den skulle være til salg, og fik det lidt nedslående svar, at i og for sig ville hun gerne
sælge, men turde ikke for sine arvinger. En af disse var nemlig også interesseret.
Heldigvis, som det senere skulle vise sig, opgav jeg ikke endnu, men sendte for en sikkerheds
skyld den gamle dame min adresse og telefonnummer, hvis hun skulle fortryde. Det gjorde hun imidlertid ikke.
Med svindende håb lagde jeg nu og da min vej forbi hendes bopæl, og |
|