| |
Denne erklæring viste sig heldigvis at være lidt overilet, for allerede i 1946 kunne et
mindre antal vogne leveres til politi og hospitaler o.s.v. Årsagen, til at en sådan kraftanstrengelse
kronedes med held, skal uden tvivl søges i, at man valgte at genoptage produktionen af Typ 170 V, en af
førkrigstidens populæreste modeller, leveret i over 70.000 eksemplarer op til 1942.
Successen blev hurtigt fulgt op, endog med en forbedret Typ 170 S, og snart kunne almindelige
personvogne og selv cabrioletter leveres. Samtidigt arbejdedes der på to nye 6-cylindrede topventilede
modeller. |
|
på 2,2 og 3 liter, og efterhånden måtte den noget forældede 170 S udgå i 1955 med
Typ 170 S-V, en kombination af tiloversblevne 170 V motorer og chassiser med 170 S karrosserier.
I efterkrigsårene dukker i øvrigt for første gang de små bogstaver i tilslutning til
typenavnene op som betegnelse for videreudvikling af den pågældende type f. eks. Typ 220 a (som altså
ikke bør for- veksles med 220 cabriolet A!). Foruden førkrigstidens bogstaver finder vi med
indsprøjtningsmotorens udbredelse bogstavet E (Einspritz) i f. eks. 220 SE. Man er dog |
|
ikke konsekvent her, idet flere typer uden tilføjet E har haft indsprøjtningsmotorer. I
et enkelt tilfælde har desuden bogstavet R været benyttet i betydningen Rennwagen (væddeløbsvogn).
For ikke at blive udsat for alt for mange angreb gør jeg opmærksom på, at der i hele denne
gennemgang kun er redegjort for de kommercielle typenavne, således at de ofte modstridende betegnelser for
forsøgskøretøjer og prototyper ikke er medregnede.
For en ordens skyld bør vel også lige til slut nævnes fabrikkens interne typebe- |
|