| |
sne osv., og at vi burde køre over Nice. Vi antog at der blot var tale om gamle
mennesker, som aldrig bevægede sig længere fra deres hjem end til det nærmeste værtshus, og begav os på
vej.
Efter kort tid begyndte vejen at stige, og det blev den ved med i lang tid. Hårnålesvingene
var så skarpe, at vognen kun lige kunne komme rundt, og selv i første gear var det ofte svært at
accellerere efter svingene.Det virkede som om vi ville ende oppe hos Vorherre. Først kom vi ind i skyerne,
og senere lå der en del sne, så de gamle havde faktisk haft ret, omend vejen ikke var lukket. Det var ved
at blive mørkt og nu holdt dynamoen op med at virke. Det var for så vidt overraskende, da den plejer at
bryde sammen på et langt tidligere tidspunkt. Endelig kom vi frem til det lille hotel, som er indrettet i
en gammel politistation langs en slugt med en rivende flod. En senere inspektion af et bedre kort har vist,
at stigningerne var på 14 %, og at vi havde været oppe i 1000 meters højde.
Om fredagen, hvor vejret igen var godt, slappede vi af og sundede os til den forestående lange
hjemrejse. Jeg
BUGATTIer i Monte Carlo, T 35. |
|
|
reparerede dynamoen med en gammel loddekolbe jeg fandt i hotellets kælder. Det
viste sig at akkumulatoren var brudt sammen, sikkert på grund af rystelserne, og at dynamoen derfor
havde måttet arbejde for meget, hvorpå alle kommutator lodningerne var smeltet.
Lørdag morgen startede vi hjemturen. Igen fulgte vi Route Napoleon over Digne, Gap,
Grenoble, derfra over Aix les Bains og Annecy til Geneve, hvor vi stoppede for |
|
natten kort før Lausanne. Søndag aften skulle vi besøge venner i DUsseldorf, så
rejsen gik videre over Bern, Basel, Karlsruhe og Mannheim til Diisseldorf, hvor vi blev behørigt
modtaget med champagne. Gennem Tyskland ad autobanen for at få det overstået så hurtigt som muligt.
Det var nu begyndt at regne igen.
Sidste etape om mandagen gennemførtes uden nævneværdige oplevelser, vejret skiftede
mellem regn og gråvejr, |
|
|
