® Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 79  -  1984     side    8

ne kørte sikkert 160-180 km/tim så det er nok lidt af et held, at der ikke skete noget.
   Den sidste tidskontrol, for vort vedkommende kl. 21:07:30, var i en lille by umiddelbart før Brescia. Turen ind til centrum var det mest fantastiske triumftog, jeg nogensinde har oplevet. På en mindst 5 km lang strækning kørte vi i en smal gang flankeret af en enorm menneskemængde, jublende og råbende. Mange fotograferede med kæmpeblitz, som forvandlede nat til dag, og bevirkede at jeg i perioder nok ikke så ret meget. Vi troede ikke jubelen skulle få nogen ende, men det viste sig, at så snart vi havde passeret den officielle mållinie, så holdt mylderet op, og vi var næsten alene i verden. Vi mødte vor BUGATTI-ven fra Holland, som også var i tvivl om hvordan han nu skulle finde sit hotel, som han kun havde navnet på.
   Vi besluttede at følges, og jeg fandt en færdselsbetjent, som jeg spurgte om vej. Nu er der det ved italienere, at de er forfærdeligt søde og hjælpsomme, men de taler absolut ingen fremmedsprog, og mit italiensk er ret infantilt. Betjenten gav mig en meget lang forklaring, noget om motorvejen til Milano

og en hel masse sinistre og destre, og vi begyndte at køre. På et tidspunkt var vi kommet ind på en vej, som jeg kunne se var forkert, og skulle til at vende. En af de meget hjælpsomme italienere i en 2CV stoppede og sprang ud af vognen så hurtigt, at den nær var rullet fra ham. Han ville absolut hjælpe os, og jeg nævnte hotellets navn for ham, en detalje som han i sin iver for at hjælpe åbenbart overhørte, for efter en længere tur gennem Brescias smågader havde han ført os tilbage til det sted, hvor vi startede turen gennem menneske mængderne. Jeg fik stoppet ham og forklaret fejltagelsen, som han nu forstod, og begyndte derpå at føre os igennem menneske muren åbenlyst og begejstret over den hyldest han nu fik del i. På et tidspunkt ville han ned ad en sidegade og fik naturligvis straks lov til at slippe igennem menneskemængden, som kunne se, at han ikke hørte til løbet, men os ville de ikke sådan slippe ud. Der skulle alle mine overtalelsesevner og en masse gestikulationer til, før de lod os følge italieneren. Denne gang lykkedes det, og den gode mand blev belønnet med en af vore mange vinflasker for ulejligheden.
   Den næste dag, søndag, skulle der

være afslutningsfrokost og præmieuddeling ved slottet i Brescia. Det silede ned, og ingen vidste hvor slottet lå, så vi fik igen sightseeing i byen. Det viste sig, at frokosten fandt sted i et cirkustelt udenfor slottet. På grund af vejret var der hundekoldt og gulvet sejlede i vand. Stemningen var imidlertid høj, og maden var der heller ikke noget i vejen med. Der blev holdt de sædvanlige taler, og her havde man ovenikøbet indsat en lille pige som oversatte talerne til engelsk. Af tidnød, eller fordi ingen hørte efter alligevel, sløjfede man tolken, og vi var derfor ikke helt klare over hvad der foregik. På et eller andet tidspunkt hørte vi imidlertid vore navne blive råbt op, og vi måtte op til podiet for at modtage en flot bronzeengel på en kæmpe marmorfod. Efter en kummerlig tilværelse bundet med en livrem til babagebæreren, står damen nu og hygger sig med andre trofæer.
   Af resultatlisten, som vi fik udleveret under frokosten, fremgik det at 104 biler havde fuldført, deraf havde kun 2 samlet flere strafpoints end vi. 44 var udgået, og 51 havde ikke overholdt fristerne. Med et frafald på næsten 50 % må det nok siges at have været et hårdt løb. Blandt de udgåede