| |
Smøreolie beskytter i sig selv ikke synderligt mod korrosion, da fugtighed og
nedbrydningsprodukter let gennemtrænger oliefilmen og forårsager korrosion.
Additiver, der enten absorberes til metalflader, reagerer med metallet under dannelse af
beskyttende hinder eller neutraliserer fugtighed, og nedbrydningsprodukter anvendes som
korrosion-inhibitorer.
V.I. improvers (forbedrere) medfører en ganske ringe viskositetsforøgelse ved lavere
temperatur og en relativ stor viskositetsforøgelse ved højere temperatur.
Additivering med V.I. improvers anvendes i automobil- og hydraulolier.
»Selvrensende« Additiver
Ordet »Selvrensende« i denne forbindelse er ret beset noget sludder. Jeg vil blot omtale det som
rensende olie, eller mere teknisk disperserende og detergerende olie. De additiver, der tilsættes
motorolien for at forøge den rensende virkning, har nemlig tvende formål. Under driften afsættes en hel
række omdannelsesprodukter i motorens forbrændingskammer, dels fra smøremidlet, dels fra brændstoffet.
For en benzindrevet |
|
motor udgør oliens afsætninger den største ulempe, idet benzinafsætningerne i
forbrændingskammeret hovedsageligt er bly-oxider, der opstår ved iltning af benzinens tetraætylbly, der
forhøjer oktantallet. I ringzonen og ned ad stempelskørtet har olien formodentlig sin mest utaknemmelige
opgave. Vi forlanger, at stemplet skal smøres i sit løb i cylinderen, til trods for at vi her har
spillerum, som vi aldrig ville tolerere i andre lejer, at temperaturen ofte overskrider 200 ° C, og at
smørefilmen til stadighed blottes og udsættes for en forbrændingsflamme, hvis ikke en strøm af
forstøvet benzin forsøger at vaske den bort. Intet under, at der af og til er problemer med netop denne
del af motoren. Under driften vil stempelskørtet og især ringzonen blive så varm, at nogle af oliens
bestanddele omdannes og afsættes som begagtige substanser, hvilket ikke skal forveksles med såkaldt
»koks«, der findes i selve forbrændingskammeret og i udblæsningskanalens første del, og som i øvrigt
hovedsageligt består af blyoxider fra benzinen. Disse begafsætninger er yderst skadelige. Dels kan de
udfylde ringrillerne, så stempelringen sætter |
|
sig fast, dels nedsætter de varmeafgangen fra stemplet til cylinderen, hvilket igen
sætter gang i afsætningerne osv. Disse afsætninger har altså intet med utætte stempelringe at gøre.
Det er den detergerende olies opgave ved simpel afvaskning at holde disse afsætninger i ave.
Den disperserende virkning er herefter at opslemme de afvaskede partikler i olien og holde dem flydende,
hvis de er så små, at de ikke afsættes i et eventuelt oliefilter, hvad de i reglen er. Herved undgås
det, at partiklerne afsættes som slam rundt om i motoren, og i stedet fjernes de ved olieskift. Olien kan
optage ganske betydelige mængder af forureninger, uden at smøreevnen, dvs. viskositeten forringes,
således at en olie, der er kulsort af afvasket beg fra stemplerne, udmærket kan være så god som ny. En
olie der indeholder rensende additiver kaldes en »Heavy Duty« motorolie, eller HD-olie.
REFERENCER:
Smøringens grundprincipper
-Dansk Esso — Revideret udgave 1968/71.
Tribologi i praksis
- Shell industri-service. |
|