® Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 59  -  SOMMER 1979     side  15

prototyper til en »dansk« bil, såvel personvogn som lastbil, men de kom ikke videre, og det er vel et spørgsmål hvor dansk konstruktionen var. Kort før krigen experimenterede Frichs og B & W (Bur-Wain) med lastbiler og busser med dieselmotor. -I øvrigt opstod der en lang række danske bilsamlefabrikker, ført an af Ford i 1919 og General Motors i 1924: Begge firmaer havde dansk-fødte direktionsmedlemmer, Charles E. Sorensen og Willian S. Knudsen. 30'ernes valutaforhold og import-restriktioner begunstigede dansk samleproduktion, og det er sandsynligt at følgende mærker blev samlet i Danmark, foruden de allerede nævnte amerikanske fabrikater: Adler, Citroén, DKW, Mercedes-Benz, Morris, Willys - og sikkert flere. Endvidere leveredes stadigt et betragteligt antal karrosserier fra bl. a. Asnæs, Dansk Karosseri-Fabrik, Holbæk, Højer, Randers m.fl. Et levn fra denne branche har vi endnu i form af de få firmaer, der leverer danskbyggede karrosserier på udenlandske bus-chassis'er, bedst kendt er Leyland-DAB i Silkeborg.
   Situationen på det danske bilmarked efter 1945 var i mangt og meget lig 30'ernes - blot værre. Krigen havde ikke bedret valutasituationen, og skiftende regeringer var uanset partifarve rørende enige om at holde valutatildelingen til import af sådanne luxusgenstande som privatbiler nede på et absolut minimun - og der skulle gå mere end 10 år inden personbilsalget

atter var frit for restriktioner - ligesom erhvervslivet led under manglen på nye last- og varevogne. Indkøbstilladelser til nye biler blev kun givet i yderst begrænset omfang, dog var visse professioner, f.ex. lægestanden, begunstigede. En senere ordning pålagde en høj extraafgift, den såkaldte dollarpræmiering, såfremt man ville købe ny bil uden indkøbstilladelse. Omsætningsafgiften blev indført, og udstrakt til at dække brugte biler ved import eller genopbygning med nyt karrosseri. En række bilejere fik endda deres nyerhvervede »dollargrin« konfiskeret - de såkaldte »gavebiler« der ikke altid var erhvervet ved helt legale metoder.
   Samtidig hermed herskede der en udpræget bilmangel efter 5 års krig og besættelse, og med de stigende indtægter blev det muligt for flere og flere at få råd til egen bil. Disse forhold havde flere interessante virkninger. For det første blomstrede dansk bil-import op som aldrig før, ikke i henseende til antal af importerede biler, men i henseende til antal af importører og importerede mærker. En hel række bilmærker ny- eller genindførtes på det danske marked, væsentligst fra England og Frankrig; men også fra Tjekkoslovakiet, og Volvos egentlige gennembrud i Danmark kom først efter krigen.
   Det må dog tilføjes, at størsteparten kun solgtes i yderst begrænset antal - mens E. Sommer afsatte maximalt ca. 200 Jowett Javelin, lykkedes det næppe Friis-Hansen at sælge mere end

en snes Daimler og Lanchester tilsammen. Mange fabrikater, især amerikanske, var alt for dyre, og ganske uegnede til danske forhold. Og selv om et firma fik et importagentur, var bilimport stadigvæk et noget risikabelt lotterispil: Folkevognen blev en guldgrube for SMC, men Nordisk Diesel var ikke så heldig - deres program omfattede bl. a. sådanne dødssejlere som Standard og Studebaker, og ND overlevede vel kun på grund af Ferguson-traktorens sejrsgang. 
   For det andet dukkede tanken om en dansk bil op på ny. Argumenterne for en hjemlig bilproduktion var i første række at man ville kunne spare et betragteligt beløb i udenlandsk valuta, også selv om man skulle indføre råmaterialer og visse komponenter. Endvidere ville der blive skabt arbejde til danske borgere; det danske bilmarked ville kunne forsynes uafhængigt af udenlandske interesser, og man tør også formene at tanken om folkemotorisering har spillet en rolle for ophavsmændene til i hvert fald nogle af projekterne - ligesom måske et noget prestige- betinget ønske om at skabe en Dansk bilindustri: Sverige havde jo SAAB, Scania-Vabis og Volvo, så hvorfor skulle vi ikke også kunne?
  At samtlige projektmagere forregnede sig, er velkendt historie. Den oftest anvendte undskyldning var, at der ikke kunne opnås toldbeskyttelse for en dansk bilindustri - med andre ord, man indså at en dansk-produceret bil ikke ville kunne klare konkurrencen med udenland-