| |
Afdøde Tom Brahmers Silver Ghost 1913.
der gennemførte strækningen anden dag nærmest sin gennemsnitshastighed fra første
dag, havde vundet. Det må understreges, at det var meget lange og meget stejle distancer, man kørte.
Under en pause den anden dag kunne man prøve sin bil på Österreichicher Ring, en 6 km lang
pragtfuld væddeløbsbane. Det er mit indtryk, at nogle lod sig friste og pressede de gamle biler lidt mere
end godt var.
Vi deltog ikke i de to "motoring days", da vi syntes, det burde være forbeholdt
bilerne fra før 1914, men Hans og jeg deltog som passagerer og førere på skift hos flere af de andre på
turen. At blive fører (det er min kæphest, at vi skal have lejlighed til at køre hinandens biler) voldte
vanskeligheder, men Hans og jeg opfandt et godt system: Vi udvalgte en bil, som vi gerne ville prøve,
udtalte os i meget beundrende vendinger og lod ejeren forstå, at vi gerne ville være passagerer, hvilket
han ikke havde noget imod. Når vi havde kørt nogen tid, begyndte vi at kritisere ejerens
gearskiftningsteknik, holdt os for ørerne når han „børstede tænder" (hvad han ofte gjorde). Med
usvigelig sikkerhed resulterede det i, at ejeren |
|
|
blev irriteret og spurgte, om vi kunne gøre det bedre, hvad vi straks
erklærede, hvorefter vi fik overladt rattet, medens ejeren ventede på at skulle triumfere over vor
umulighed. Uden at ville prale må jeg hævde, at Hans og jeg i mange tilfælde havde mere finger- og
tåspidsfornemmelse end ejerne selv. |
|
Det var turens højdepunkt at få lejlighed til at køre disse gamle biler, der
selv om de var samme model og samme årgang, var så forskellige som nat og dag.
Fra Wörthersee til Salzburg fraveg vi som flere andre den officielle rute og kørte over
Grossglockner i tropevarme. På et tidligt tidspunkt begyndte motoren i |
|
|
