|
sagde til min lillebror Svend: - Tag lige og skil det der ad. Det var dækslet på
takthjulene. Han trak et af tandhjulene ud, slog en kridtstreg på det store svinghjul og drejede det,
trykkede tandhjulet ind igen og sagde til Svend: - Så kan du godt samle den.
Jeg var imponeret, for nu gik den pragtfuldt.
Denne tocylindrede Clement vogn var en virkelig oplevelse. Den var meget robust, som en
traktor. Jeg fik lov at køre med far til Jylland for at skaffe kunder, og det blev alle tiders tur. Der var
hverken frontglas eller noget, og vi sad meget højt, vi havde noget vi kaldte bluser på, nogle store
gummikapper fra den franske fabrik, vi handlede selv med dem. Når det regnede, måtte vi af og til lette os
i sædet for at få vandet til at løbe væk fra skødet. Men vognen var trods alt ganske smart.
Vi kom gennem Randers, og far viste mig sit barndomshjem.
På hovedlandevejen lige før Rold Skov holdt der en hel masse mennesker med Elleham
motorcykler, da vi kom op ad en høj bakke. Jeg husker ikke, om der var korps Westenholz eller Elleham
klubben, men Ellehammer var der selv, og far kendte flere af dem og hilste på dem. Mens vi stod og
snakkede, fløj der en |
|
stork hen over os, og Ellehammer kunne ikke lade være med at udbryde: - Se der, se
engang der, sikken en pragtfuld glideflugt!
I Ålborg besøgte vi familie, men far ville længere nordpå. Over pontonbroen
»Undervognen«, den tidligere Clement droske. Grøn med rødt indtræk. Der var løst
bagsæde til at sætte på. På siden reklame for Le Gaulois dcek.
kørte vi og videre til Frederikshavn, og der sagde far: - Vi skal prøve, om vi kan
komme til Skagen. Der var faktisk ingen vej, kun nogle hjulspor med granris på de værste steder, og vi
troede aldrig, vi var kommet igennem. Men denne tocylindrede forhenværende københavnske droske der lignede
en buldog masede sig prustende og |
|
stønnende frem. Vi havde travlt med at holde os fast - og det viste sig, at vi kørte
strækningen Ålbæk-Skagen hurtigere end nogen før.
Vi kom lige i sæsonen, og det var ikke til at få hotel. På badehotellet på Grenen kendte
far værten, men han sagde, at der desværre var helt optaget.
Men hvis De vil tage til takke med billardværelset, kan vi rede op derinde.
- Hvad koster det? spurgte far.
- Ja, det er dyrt, det er timebetaling.
- Nåh, det kan vel ikke blive så slemt. for vi lægger jo selv baller til.
Hjemturen gik vestover, og det var en fin tur, selv om det kunne være trættende, med vinden
blæsende lige ind. Når det regnede, havde vi briller på, men de skulle holdes omhyggeligt rene, for
ellers kunne man ikke se ud gennem dem.
Men vi kom da hjem med vores dejlige »undervogn«, som vi kaldte den.
Vi må have haft den vogn i hvert tilfælde til 1911, for vi havde den da jeg rejste til Paris.
En anden erindring er fra engang far havde lånt en af de første Ford T vogne af Bülow som
importerede dem, og vi var en tur til Helsingør. Den tog de store bakker noget så fantastisk, man havde jo
næsten aldrig set en vogn tage de bakker i |
|
