|
Vognmændene havde ikke mange penge, dæk var en stor post, og når der
knaldede et dæk om natten måtte de have et nyt med det samme, ellers mistede de deres fortjeneste. De
vidste, at de altid kunne banke »Per Søren« op og få et »dækker«, for det meste på kredit.
Salget koncentrerede sig i begyndelsen om København. Det var ret småt i starten, der var ikke
råd til at have bil, far måtte køre rundt på sin cykel og tale med kunderne. Men da der var gået nogle
år, fik vi også stuetagen i huset og så kælderen, til sidst havde vi næsten hele underhuset til lager,
kontor og privatlejlighed. Omkring det tidspunkt da vi startede med autogummi have Taxamotor fået alle sine
fine hvide Renault drosker, jeg har selv været mange gange med dæk hos direktør Jespersen, men det var nu
ikke den store handel, vi havde med Taxamotor, for far turde ikke give så store kreditter. Det var for
store summer, der drejede sig om. Da jeg senere var på Poul Dahls tændrørsfabrik i Paris, så jeg på
lageret nogle morderlig flotte tændrør, med det røde TM på porcelænet, lavet specielt til Taxamotor i
København.
Der var en regel om, at droskerne skulle have mindst to stålknopdæk, dæk der var vulkaniseret med
læder med stålknopper. |
|
For at læderet overhovedet kunne vulkaniseres sammen med gummiet, måtte det affedtes,
til gengæld skulle vognmændene huske at behandle læderet med syrefrit fedt hver gang det blev vådt - og
det gjorde de ikke, så de dæk kunne ikke holde.
Så dukkede det første mønstrede dæk op. Det var russisk, fra en fabrik der hed Prowodnik,
og de var røde, med et sjovt slidebanemønster. Det blev så godkendt, at droskerne kunne køre med to af
dem i stedet for stålknopdækkene.
Far var gram i hu og sagde, at det var noget sludder, for det havde ikke noget med mønstret at gøre
om dækkene skred, det var gummilegeringen, der gjorde dækkene skudsikre. Far lavede vrøvl hos
politidirektøren men blev smidt ud med fuld musik. Så foranstaltede far en tidlig morgen en prøve på
Rådhuspladsen, hvor der var asfalteret. Han havde bestilt et par vandvogne til at gøre kørebanen våd, og
nogle ens droskevogne, monteret med henholdsvis de glatte dæk der havde været det almindelige indtil da,
stålknopdæk og de ny mønstrede dæk. Bremseprøverne viste, at stålknopdækkene skred ikke; de
mønstrede var akkurat som de glatte. Men politidirektøren lod sig ikke overbevise. Far gik til den franske
minister (gesandt) og |
|
fortalte ham om det, og skrev samtidig til fabrikken i Clermont-Ferrand, at han blev
generet af myndighederne og ikke kunne komme nogen vegne med dem. Efter en måneds tid blev far kaldt op til
politidirektøren, som straks sagde: — De må jo have Fanden til morbror. - Det har jeg også, svarede
far. - Ja, det er en skandale, her bliver jeg, politidirektøren, kaldt op til udenrigsministeren og må
stå skoleret for ham. - De kan køre med hvad De vil af gummi, jeg vil ikke have noget at gøre med det
mere.
Det viste sig at gummifabrikkens direktør var Clementel, som var fransk minister, vist nok
handelsminister, og så gik ballonen.
Imidlertid gik der jo ikke lang tid, før vi alle handlede med mønstrede dæk, det var
alligevel tidens løsen.
Nu ville far have bil igen, også for at kunne besøge kunder i provinsen, og hos en vognmand
på Gammel Kongevej fandt vi to Clement chassiser, tidligere droskevogne. Far købte dem begge for en slik,
og vi fik en undervogn ud af de bedste dele. Et tidligere droskekarrosseri fra et andet sted blev passet
til, og det blev en ganske pæn vogn. Men vi kunne ikke få den til at gå. Så er der ikke andet for end
Motordoktoren i Victoriagade, sagde far. Og det var noget så sjovt. Han kom lige ud og |
|
