® Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 82  -  1985     side   28
     
 

Jeg havde Citroënen en hel dag engang, idet vi om formiddagen kørte til reception i Landsjagtforeningen i Hørsholm i min daværende egenskab af kredsformand for Frederiksborg amt. Fra receptionen og til festmiddagen om aftenen benyttede vi tiden til at køre en tur til København, og i det gode vejr var det en oplevelse at køre ad Strandvejen i et så flot køretøj ! Knap så godt gik det, da vi ud på natten skulle tilbage til Hillerød, for vognen var forsynet med adskillige frontlygter og et panel med mange kontakter, men ingen indvendig belysning. Så i hvert fald fik jeg tændt noget lys, der virkede meget blændende. Påstod færdselspolitiet, som vi mødte i Grib Skov. Vi blev standset, og der må jo ikke have været varmeapparat i vognen, for vi havde et tæppe over knæene, hvilke i forbindelse med den høje lugekarm, som man ikke var vant til, bevirkede, at da jeg elegant forsøgte at stige ud faldt jeg ud af vognen!
   Nå, spiritus var der heldigvis ikke tale om, og det med lygterne kunne færdselspolitiet heller ikke finde ud af. Og som gode kolleger blev sagen klaret.
  PS: Det med lyskontakter har jeg

  

forresten en anden gang været særdeles uvenner med. Det var, da jeg var kommet til Maribo som leder af motorkontoret og i særdeles trængende situationer skulle hjælpe ordenspolitiet. Og som tjenestevogn havde vi en gammel Dodge, hvilket køretøj jeg ud på aftenen skulle køre hjem fra Bangs Have — men det var mig aldeles umuligt at få tændt lyset. Jeg telefonerede hjem

  

til politistationen for at få at vide, hvordan pokker man tændte lyset, men desværre var alt mandskab ude i marken, og der var kun en ældre reservebetjent, som ikke anede et klap om biler. Så jeg måtte lade vognen stå og gå hjem.
   Fidusen var, at langs underkanten af instrumentbordet var anbragt nogle små skuffer, der kunne trækkes ud,