| |
|
et sådant blev indført har en nu afdød montør, Johs. Jeppesen, kunnet
bekræfte, idet det engang lykkedes den yngre Knudsen, Evald, at bakke imod en gammel boremaskine.
Samme montør Jeppesen har ligeledes berettet om hvordan han under vognens bygning drøftede
skærmenes facon med mester, og hvor Jens Peter Knudsen afsluttede diskussionen med ordene: |
|
»Selvfølgelig har du jo også en mening, men det er nu mig, der er mester her«.
Vel var Jens Peter Knudsen ingen Ettore Bugatti, men den patriarkalske indstilling har
nok været den samme overalt i Europa. Næsbyvognen var måske ikke noget stort teknisk vidunder, men
den veg dog ikke tilbage for en københavnertur, som den foretog i alt fald én gang med Jens
Peter |
|
|
ved rattet og hustruen ved hans side. Så en vis tro på maskineriets driftssikkerhed må
der have været.
Hvor den siden blev af har ikke kunnet opklares, men indtil 1919 har den været i brug, og i
1926 var den forsvundet, men hvordan?
Den ældgamle smedje og motorfabrik lader sig endnu påvise, omend senere ejere har delt
lokalet i flere, men i gulvet findes stadig de, i svovlblomme faststøbte, bolte, hvor motorerne blev
fastspændt under prøvekørsel, og under loftet hænger stadig fragmenter af drivakslen med fladremskiver,
som trak boremaskiner, drejebænk m.m., ligesom også den gamle esse og en arbejdsbænk fra dengang er
bevaret.
En ejendommelig fornemmelse kommer over én, når man pludselig befinder sig selv stående i et
af de værksteder, man kan vel næsten sige laboratorier, hvor der for så længe siden har været
experimenteret med den kunst at uddrage energien i olie og petroleum, og omsætte deri til fremdrift for
skib og køretøj.
Vedstående billeder viser værkstedet, som det så ud dengang. Herren i baggrunden ved den
færdige motor på prøvebænken er mesteren selv, og iføl- |
|
