® Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 63  -  1980     side  34

fastslå at der fra oprindelsen kun havde været en bremse, nemlig en kontrakterende båndbremse på venstre side af forhjulet. Efter at have studeret lignende bremser på en De Dion-Bouton 1898, en Adler 1903 og en Neckarsulmer 1903 (der jo senere ændrede navn til N.S.U.) var det en smal sag at lave en »original« Jduna bremse bestående af en drejet bremseskive, 126 mm i diameter, der er befæstet til de 18 eger i venstre side med 36 stk. 4 mm maskinskruer og 18 sideled fra en knallertkæde. En ankerbolt fastholder den ene ende af bremsebåndet — et stykke tårnursfjeder — der som bremsebelægning har et moderne Ferodomateriale i stedet for datidens læder. Dette var virkningsløst i regnvejr og havde en tilbøjelighed til at forkulle ved bremsning ned ad bakke i tørt vejr.
   Da jeg i efteråret påbegyndte puslespillet havde jeg sat den 3. søndag i marts 1980 som deadline, nemlig deltagelse i Epsom-to-Brighton Pioneer Run. Min kone og jeg havde bestilt plads på dagbåden lørdagen i forvejen fra Hoek van Holland til Harwich og uden at trætte læseren med de sædvanlige genvordigheder med at få en kompliceret restaurering færdig til ti-

den, kan jeg fortælle at fredag aften lidt over midnat var det så vidt. Med baghjulsnavets lange møtrikker hvilende på det hjemmelavede stativ blev der hældt Shell i den ene tank og Duckhams i den anden, og så i sadlen. Efter den 6. omdrejning med pedalerne kom der knald i røret for første gang siden 1915 — og hvilken lyd! Der er næsten fri udblæsning, men da kompressionsforholdet jo er meget lavt og der kun kommer en eksplosion for hver anden lygtepæl, så er lydindtrykket for en ukyndig tilhører en blanding mellem en plæneklipper og en fiskekutter, mens det for indviede er tale om et lydbillede af energisk og vital kraftudfoldelse. Inden længe var jeg ude af garagen og igang med den første prøvekørsel. Efter et par kilometer blev jeg naturligvis prompte standset af en færdselspatrulje, der udbad sig nærmere forklaring om hvorfor jeg tillod mig at køre midt om natten med fart af over 50 kmt på en støjende antikveret krydsning mellem en knallert og en motorcykel, uden hjælm på hovedet og uden lys i lygten. Da betjentene heller ikke kunne få øje på nogen nummerplade kørte de hovedrystende videre og mumlede noget overflødigt at jeg skul-

le passe godt på. Jeg tror at de lod mig køre videre fordi de var bange for at gøre sig selv til grin på stationen hvis de havde afleveret en rapport om vort møde.
   Tilbage i garagen efter prøveturen blev tankene tømt, akkumulatoren fjernet og venstre pedal afmonteret hvorefter Jduna blev anbragt liggende bag i min kones Taunus stationcar med styr og sadel hvilende på 2 Carlsberg ølkasser. Et par timer senere var vi på vej til England og næste morgen, søndag, det var ekstra tidligt idet briterne indførte sommertid denne dag, stillede vi ved 8-tiden på Tottenham Corner racecourse i Epsom, hvor der allerede på det tidspunkt var en livlig aktivitet.
   Snart var Jduna køreklar, havde borgmester og starter vinket farvel og var vi begyndte på de 46 miles ned til Brighton. Startproceduren er i rækkefølge: Benzinhanen åbnes, kontakten på stelrøret over tanken sluttes, styrets venstre bøffelhornshåndtag drejes højre rundt hvorved udstødningsventilen løftes med et bowdenkabel — og så op i sadlen og cykle med alle til rådighed værende kræfter. Det drejer sig om at overvinde rullemodstanden, friktionen