| |
des at alle fire hjul var blokerede. Et par sikkerhedskæder blev også anbragt på en
måde, der ikke kunne give vognen ridser.
Klokken var blevet 15.30, og temperaturen var nede på - 20° C.
Veltilfreds kørte jeg ned mod den bom, der afgrænser transitområdet fra Sveriges land.
Ved bommen blev jeg vækket, og mine drømme forsvandt.
Man nægtede mig udkørselstilladelse med den begrundelse, at jeg jo havde mulighed for at
afsætte køretøjet på svensk grund og derefter få et automobilvrag anbragt på min truck.
Alternative transportmuligheder: Enten med skib til København eller i plomberet jernbanevogn.
Tankerne jog igennem min kolde hjerne. Que faire?
De flinke toldere indvilgede i at telefonere til hotellet og berolige min »Fru«.
En af dem tilbød at følge mig til havnedirektørens kontor. Dette var beliggende øverst i et
højhus på frihavnsarealet.
I forkontoret bad en trevlig sekretær mig tage plads. Der gik op imod tyve minutter før en
stemme sagde, at jeg kunne komme ind.
Stor var min og hans overraskelser, da vi atter stod over for hinanden. Den velklædte herre
fra M/S SAGA og jeg kiggede på hinanden. Med et lunt glimt i øjet. som jeg ikke skal glemme ham for, sagde
han: »Är Ni här an?« |
|
På dette intelligente spørgsmål svarede jeg lige så intelligent »Ja!«
Han fik historien og indså straks problematikken. Stadig smilende lod han sin sekretær
udfærdige tre papirer. Nr. l skulle bruges nede ved bommen. Nr. 2 skulle bruges i Helsingborg havn. Nr. 3
skulle gives de danske toldmyndigheder i Helsingør. Desværre fik jeg aldrig takket ham.
Alt gik herefter glat.
Kl. 16.30 blev min hustru og vor glade lille pige afhentet fra hotellet, som tog betaling for
én overnatning, mod at måtte titta på det roliga fördon!
I bidende kulde accellereredes mod syd.
Lille Charlotte faldt i søvn ved 20-tiden, og godt trætte kørte vi ind i Helsingborg ved 22-
tiden.
Temperaturen var steget til — 2 ° C, og vor dyrebare last var komplet overiset i en tykkelse
af 2-3 mm.
I Helsingør betaltes MOMS og foretoges indklarering uden vanskeligheder. Danskerne ville også
gerne kigge, men det hvidgrå spøgelse, der stod på min lastvogn, kunne ikke befordre den helt store
interesse.
Kl. 01.30 var vi hjemme. Falck blev rekvireret.
Veteranbilen blev firet ned på et sted i haven, hvorpå jeg håbede, at solen den næste dag
ville skinne. |
|
Mit håb blev ikke gjort til skamme.
Solen strålede fra en skyfri himmel, og ved middagstid, efter at den lejede lastvogn var kørt
tilbage til udlejningsfirmaet, blev nyerhvervelsen tørret og poleret med masser af bløde klude.
Dér stod den. Midt i sneen!
Kalechen måtte slås ned for at få den ind i den tørre, let opvarmede garage.
I årenes løb har Jeg restaureret den, så den mekanisk og kosmetisk står som en helt ny bil.
Det har kostet en del tid, men i penge så godt som intet.
Nu til maj er det min plan og mit håb, at den kan indregistreres til kørsel i dagslys. Den
må ikke blive våd!
Trykbeholderen på højre trinbræt vil ikke blive fyldt med gas, men de små parkeringslamper
og baglygten med rødt og grønblåt glas vil blive fyldt med olie, så jeg håber på Set. Hans Aften 1979
at kunne illuminere det køretøj, som jeg er så glad for at eje.
Skattevæsenet har interesseret sig noget for køretøjet, og to venlige og høflige herrer har
beset det.
Alt er i vinkel, og afhængigt af vejrgudernes lune kan min familie og jeg forhåbentlig i
denne sommer trille rundt i vort dejlige land i et køretøj der skabtes et par menneskealdre før
menneskeheden blev belært om, at olien en skønne dag måske kan standse det hele og os alle .... |
|
