® Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 46  FORÅR 1976     side   13

Da familien i et par år havde benyttet en amerikansk mellemkrigsbil som dagligdags køretøj og var kommet til at holde af at køre i gammel bil, fødtes tanken at er hverve endnu en bil til mere systematisk restaurering.
   Det var i 1965.
   Det var i de tider, hvor det endnu ikke var almindeligt at indføre biler fra før 1935. Kun enkelte havde forsøgt, så erfaringerne var få. Da vi den følgende sommer alligevel skulle til England ville vi sondere terrænet. I de følgende måneder blev „Motor Sport" studeret og prisniveauet undersøgt. Vi gjorde den fejl at sætte næsen op efter en Rolls-Royce eller en Bentley, men blev dog hurtig klar over, da vi endelig kom til England, at disse to mærker var uden for vor formåen. Ud over dette havde vi ikke gjort os nogen tanker om, hvilket mærke vi ville købe, udover at jeg havde en vis svaghed for engelske biler. En special interesse for Lagonda havde jeg ikke på dette tidspunkt,

men kontakten med en i sommeren 1965 på parkeringspladsen ved Kronborg slot har vel nok haft en vis betydning, men herom senere. I London, hvor vi opholdt os i 14 dage, boede vi få meter fra D. Marguliers forretning. Skønt vi så adskillige biler såvel privat som hos forskellige forhandlere, var det dog hos Marguliers, vi mødte de biler, der kunne komme på tale. Vores indtryk af ham svarer i øvrigt helt til det i bladet tidligere skitserede - dyr, men stort set ærlig, samtidig ualmindelig tillukket og ordknap.
   To biler var ved slutningen af opholdet i England af mulig interesse - en 1934 4½ liter Lagonda drophead coupé med karrosseri af Lancefield og en 1933 l½ liter Aston Martin 4 personers tourer. Begge dog i slet stand, værst Lagondaen. Aston Martin'en, som var på langt chassis, havde et ikke særlig attraktivt, muligvis modificeret karrosseri. En del af grunden til at vi tøvede var også, at Marguliers havde røbet, at den Lagonda, som senere

skulle blive vores, ville komme. Men det trak ud. Til gengæld havde han den heller ikke mange timer, da vi først havde set og prøvet den. Mens tiden, indtil handelen var afsluttet, var forløbet fredeligt og helt udramatisk, var hjemturen til gengæld præget af dramatik. Uvant som vi var med den specielle gearkasse og koblingsstoppet, samt det tunge styretøj og den abnormt store vendediameter. Det største sammenbrud skete ved kørsel fra færgen i Esbjerg, men også i selve Esbjerg by og i Skjern kneb det med at få den om hjørnerne. Få meter fra hjemmet faldt udstødningen af.
   Vognen er en 1933 3-liters Lagonda med Weymann type pillarless sports salon karrosseri. I kraft af, at den originale instruktionsbog samt registreringspapirer fulgte med, kan der gøres fuldstændig rede for ejerforholdene. Dette er ikke altid muligt for engelsk registrerede køretøjer, idet nye registreringspapirer blev påbudt efter anden verdenskrig, hvorved de gamle