| |
57 år med lastbiler
Beretningen fra storebror Peter Sørensen jr. sluttede med enden på første verdenskrig,
og her overtager lillebror, Sv. Palle Sørensen, som har været i bilbranchen i 57 år - de sidste 46 som
lastvognssælger.
|
Jeg startede i 1916 i fars forretning som sælger, navnlig af massive
lastvognsringe. Lastvogne kørte kun med massive ringe. De kunne køre 15-20 km i timen - mange vogne
havde kædetræk. En tur fra København til Korsør og retur tog som regel to dage.
Far havde som sagt fået en dejlig fransk åben Delahaye fra Tyskland efter krigen. Den
tog jeg nogle gange om aftenen og kørte tur ind gennem Strøget, naturligvis lidt langsomt. Nu var
vognen godt kendt af de droskechauffører far solgte dæk til. De kendte også mig, kørte uden om og
tuttede i hornet og råbte: - Du kan godt køre hjem Palle, der er ingen piger på Strøget i aften .
. .
Efterhånden gik lastvognene over til luft- ringe og handelen med massive ringe gik næsten i
stå. I 1927 søgte jeg stilling som lastvognssælger hos F. Bülow & Co. og fik |
|
stillingen som sælger af GMC lastvogne. Jeg fik bygget en fin demonstrationsvogn
med GMC mærker på dørene og kørte Sjælland rundt med denne flotte vogn, der også var min
privatvogn. Jeg kørte tit i biografen med den. Det var nødvendigt på den tid at demonstrere så
store lastvogne for kunderne, for de fleste kendte kun 1½-2 tons Chevrolet og Ford T. Jeg solgte
godt, men så gik USA-dollaren op i den høje kurs, og det blev for dyrt at tage GMC lastvogne hjem
fra USA. I 1934 søgte jeg over til Alfa-Laval i Møllegade i København (Volvo) - og de havde
desværre kun 3 á 3½ tons lastvogne de første år.
Jeg var sammen med Arnold Heimann og Jens Larsen. Jeg glemmer ikke Heimann, vi var
barndomsvenner og arbejdede godt sammen. En dag var Heimann inde hos vor daværende svenske direktør,
Ek. |
|
|
Der blev ringet efter ham, der var en kunde ovre på pladsen på den anden side af gaden.
20 minutter efter kom han op til direktøren med et mægtigt blåt øje. Min gud, sagde direktøren, hvad er
dog det? Det var bare en kunde som var inde og betale første afdrag på sin bil. Heimann var blevet uvenner
med kunden og det ene ord tog det andet - og de gav hinanden et blåt øje. Det var ikke værre end at
kunden kom igen den næste dag, det hele var glemt. Jeg var ikke meget bedre. En dag kom en lille mekaniker
op på kontoret. Han sjakrede lidt med brugte vogne og var Danmarks-mester i fjervægtsboksning. Han skulle
være morsom og stille sig op i boksestilling. Jeg tog fat i hans ene arm - trak ham ind til mig og hev ham
ud ad vinduet i l. sals højde og holdt ham med hovedet nedad. Han skreg som en stukket gris, så alle vore
mekanikere kom ud fra værkstedet for at se, hvad der var i vejen. Jeg sagde bare til ham: - Hvis du ikke er
ordentlig giver jeg slip. Det lovede han, og jeg trak ham ind igen.
Man kendte ikke hydraulisk vippelad - det var hånddrevet enten side- eller bagtip.
Standardførerhus kendte man heller ikke - førerhusene blev bygget herhjemme. Mange gange når vi skulle ud
og demonstrere et chassis sad vi på en trækasse med et løst |
|
