® Bilhistorisk Tidsskrift  33/1972    side 10

i BP-løbet, er fra 1933. Den anden er lidt sammenskrab fra 1934 og 1935, og jeg ved ikke egentlig hvad der er mest af. Den er en "Special Speed Model", med en stor firkantet tank, 2 reservehjul, og meget snæver plads til 2 personer. Når jeg ikke restaurerede den først, skyldtes det mest, at jeg, da den var splittet ad, opdagede at dens chassisramme var forsynet med et nærmest uendeligt antal påsvejsede lasker. Den blev derfor stillet til side indtil videre, og jeg gik i stedet i gang med den fra 33, en 4 personers.
   Jeg erhvervede den i 1969, hvor den fjælede sig i en garage på Gillelejekanten. Ved første øjekast så den meget tilforladelig ud, og jeg regnede, naiv som man jo er, med at få den ud at køre allerede i løbet af vinteren. Alt det, der så mest jammerligt ud - malingen, der i et fedt lag var spredt ud alle steder undtagen pletvis på sæder og glasset i vindspejlet, var når alt kom til alt ikke det værste. Det værste var faktisk at bilen på et eller andet tidspunkt havde været for tæt på en overentusiastisk VW mekaniker, der åbenbart så det som en æressag at få anbragt så mange folkevognsdele i den som muligt. Al respekt for Folkevogne, men der blev sagt mange grimme ord om dem den vinter. Og den næste vinter. Heldigvis syntes

min kone også at England kunne være et udmærket sted at holde sommerferie, og vi drog af sted med vores Renault 16 kun læsset med 2 kufferter og lidt golfkøller (hun troede vi skulle spille golf). Ad snedige veje fik jeg hende rundt i England, præcis til de steder, hvor der var skyggen af en chance til at finde noget til en Singer. Og da vi vendte hjem slæbte bagenden af Renault'en næsten hen ad jorden, tynget af det hav af herlige stumper jeg havde fundet. Tolderne i Esbjerg kastede et opgivende blik på det bjerg af gammelt jern jeg havde med - og lod mig slippe igennem. Blandt delene var et sæt originale karburatorer, instrumenter og meget mere. Da skærmene kom af og blev sandblæst lignede de nærmest en gang arabisk filigranarbejde. De måtte bygges helt op på ny. Heldigvis er det meste af det øvrige karrosseri af aluminium, og det var i udmærket stand under de ca. 9 lag lak. Nedenunder det meget ulækre betræk på sæder gemte det originale læderindtræk sig. Desværre helt rådnet væk. Og den oprindelige (som andre ejere af engelske vogne fra den tid vil nikke genkendende til) gummiindsats, så man kunne puste sæderne op efter behag, var på bagsædet blevet erstattet med en bilslange. Motor, gearkasse og bagtøj var i rigtig god stand, og

det klaredes med lidt ventilslibning, nye styr selvfølgelig, men mærkeligt nok skulle den ikke bores. De 2 ensomme hovedlejer i hver sin ende af motoren skulle ikke engang udskiftes.
   Knastakslen lignede noget en mus havde haft fat i, men der fik jeg også en anden i England. Så maskinelt var den efterhånden i orden. Vognen havde Citroën lygter, da jeg fik den (jeg har dem endnu hvis nogen er interesseret - det er den type med de meget buede glas), og det var ikke til at finde de originale Lucas. Også her fik jeg hjælp i England, og lidt her hos en lokal glarmester. En, synes jeg, morsom detalje er, at det originale system med halv og fuld ladestyrke fra dynamoen er bevaret. Det eneste, der var på vognen af systemet, da jeg fik den, var kontakten i rattet, men det lykkedes at finde et originalt relæ hos en ophugger her i landet. Træværket var alt i alt i glimrende form, og det var den mest glædelige oplevelse. Efter at have underholdt en forkromningsanstalt så de havde til vin til maden i et halvt år, fik jeg efterhånden forkromet det, der skulle. Jeg sprang lidt over hvor gærdet var lavest, da jeg malede vognen, for jeg malede den efter bedste evne i hånden (jeg har dog den glæde en gang i mellem at nogen siger, at de ikke kan se det), men når jeg engang