® Bilhistorisk Tidsskrift  31/1972    side 21

 Af en motorsagkyndigs erindringer
 Civilingeniør Jens Engberg, Horsens
 

   I det tidsrum - fra 1925 til 1955 - da jeg var Justitsministeriets motorsagkyndige omfattede vort arbejde i det væsentlige 4 områder:
  1. Køreprøver.
  2. Indregistreringseftersyn af
      motorkøretøjer.
3. Landevej sinspektioner sammen med
    politiet.
4. Udarbejdelse af erklæringer vedrørende
    motorulykker og færdselsuheld
    til politiet med henblik på eventuelt
    strafansvar og erstatningsplacering.
  For en tekniker var især det sidstnævnte område inspirerende, fordi man fik brug for sin viden om biler, vejforhold og færdselsloven. På alle tider af døgnet kunne man blive kaldt ud af politiet til et bilsammenstød på en eller anden vej i distriktet, der var ca. 40 km i begge retninger. Der knytter sig mange - ofte alvorlige - men altid interessante minder til denne bestilling. Hermed et exempel:
   En søndag eftermiddag i foråret i 1933

var fire gode borgere i en midtjysk købstad samlede til eftermiddagskaffe og besluttede så - inden aftensmaden - at foretage en rask lille udflugt til Lillebælts- broen (den gamle bro), som den gang var under opførelse. Det drejede sig om en temmelig lang tur, og da man var ude på fri landevej blev hastigheden sat op til over 60 km. I et temmelig skarpt sving (som senere er rettet ud) gik det galt: Vognen kom „i spin" og trillede rundt på kørebanen. Der var meget stor personskade, blandt andet blev en af passagererne slået til pensionist. Ambulancen kom hurtigt til stede, og den havarerede bil blev også fjernet; men den lokale landpolitibetjent var optaget af anden tjeneste, og først dagen efter blev jeg kaldt ud for at se på forholdene på stedet. Der var meget tydelige spor på kørebanen og i rabatterne, så det var muligt at konstatere, hvorledes og hvorfor bilen var væltet og trillet rundt. En senere undersøgelse af ulykkesbilen godtgjorde, at den havde været i forskrifts-

mæssig orden forud for ulykken og alt dette blev anført i min erklæring bilagt en situationsplan. Foruden udgifterne til reparation af bilen, var der meget store erstatningsbeløb for personskade i sagen, og sagførerne for de forskellige berørte forsikringsselskaber kunne ikke blive enige, så sagen kom til sidst for landsretten i Viborg, og jeg blev tilsagt til at give mø- for at afhjemle min erklæring. Ved skranken foran tre landsdommere blev jeg anmodet om at gentage og om muligt illustrere min opfattelse af ulykkesforløbet, hvilket jeg udførte ved at demonstrere med en tændstikæske. Efter 5 minutters optræden var landsdommerne tilfredse, og sagen blev erklæret for „optaget til doms". Der blev på stedet tilkendt mig et kontant honorar på kr. 80 (hvilket beløb var mere værd dengang end nu) - samt kørselsgodtgørelse.
   Jeg er ikke sikker på at jeg før eller senere har arbejdet for så rundelig en timeløn.