® Bilhistorisk Tidsskrift  31/1972    side 15

 Om "veteranbiler"     -og "efterkrigs-skidt" m.m.
Af Anders Ditlev Clausager
 

Man forundres sommetider, når man bevæger sig i gammelbilkredse, over noget af det materiale, gammelbilentusiaster ofte beskæftiger sig med. Mange gange forekommer gammelbilfolkets interesse for en automobiltype at være udsprunget af to bevæggrunde: l) Det pågældende automobil er af, og ser ud til at være af, en passende alder, men det er dog 2) tilpas let at fremskaffe for entusiasten. Resultatet er, at en lang række historisk og teknisk interessante automobiltyper er forblevet næsten ukendte for mange - eller, hvis de er kendte, i hvert fald ikke anerkendte som det, der populært kaldes „veteran- biler" (i øvrigt må man forbløffes over den nonchalance, hvormed dette nu desværre håbløst forpoppede udtryk anvendes sine steder i offentligheden). Disse ukendte eller foragtede stedbørn er oftest automobiltyper, der det til trods, at de i og for sig er „gamle nok", synes for moderne til at kunne appellere til mange gammelbilentusiaster - især de efterhånden mange, for

hvem det næppe er mere end en modesag at eje en „veteranbil".
   Det forhold - at en gammeldags udseende vogn har større interesse for mange end en mere moderne udseende, skønt den sidste måske mange gange er nok så interessant i teknisk og historisk henseende - bliver særlig grelt, når man nærmer sig det forkætrede spørgsmål, der hedder efterkrigsvogne. - Skønt intetsteds sat på tryk, er det Dansk Veteranbil Klubs officielle politik - som det er de fleste gammelbilklubbers - at det kun er af interesse at beskæftige sig med automobiler fra før 2. verdenskrig. Og det har såmænd holdt hårdt nok at få de mere avancerede automobiltyper fra sidst i 30'erne anerkendt i almindelighed - jævnfør mine bemærkninger ovenfor.
   Ikke desto mindre føres i virkeligheden en meget tosidig politik, der langt fra bunder i nogen form for anerkendelse af efterkrigsvognene som sådanne, hverken fra officiel DVK-side eller fra flertallet af

medlemmernes side, og som oftest giver sig uheldige udslag ved de lejligheder, hvor disse såkaldte „veteranbiler" præsenteres for offentligheden. Jeg har ved sådanne lejligheder bemærket automobile! som efterkrigs-Opel Kapitän, MG TC, Jaguar Mk. V og EMW (den sidste maskeret på det grueligste som „ægte" førkrigs- BMW). Ikke at jeg på nogen måde ønsker at klandre dem, der møder med sådanne automobiler (undtagen selvfølgelig den ejer af et så interessant og sjældent køretøj som en EMW Sport, der åbenbart følte sig overbevist om, at han deltog i narrenes karneval) - tværtimod, det er da kun glimrende, at de indefra kan medvirke til at nedbryde de stive aldersgrænser i den gode sags tjeneste ...
   Men man må uundgåeligt drage den slutning, at de efterkrigsvogne, der ses gennem fingre med, er specielt dem, der for en uvidende offentlighed, og desværre lige så ofte for gammelbilentusiaster, kan
                         (fortsættes side 30)