® Bilhistorisk Tidsskrift  26/1970    side 19

al for megen gearskiftning, var de meget lavt gearede i fjerdegearet, hvilket resulterede i, at tophastigheden som regel lå mellem 110-115 kmt, ved hvilken hastighed motorerne roterede med for den tid så høje omdrejninger, at en engelsk bilist, der vovede sig ud på de nye tyske Autobaner kunne være temmelig sikker på, at motoren løb varm, og i værste fald smeltede lejerne ud.
   Der skete heller ikke større ændringer i 1940. Forlygterne blev halvt indbyggede i skærmene, og i lighed med praktisk talt alle andre amerikanske fabrikker gik man over til at anvende sealed-beam forlygteindsatser. I modsætning til de i USA almindelig anvendte vacuumdrevne vinduesviskere, gik man imidlertid over til at anvende elektrisk drevne vinduesviskere, og endelig fik kalechen på convertible coupé modellerne automatisk betjening.

   1940 markerede i øvrigt det år, hvor den indledte udvikling "med at satse på modeller i den mellemste prisklasse blev fuldbyrdet. Produktionen af Packard Twelve blev indstillet, og hele fabrikken blev omstillet til produktion af 110 og 120 modellerne, bortset fra et mindre antal 160 og 180 modeller, der imidlertid i et vist omfang delte komponenter med de
 

billigere modeller, og blev samlet sammen med disse.
  1941 modelsæsonen startede uden opsigtsvækkende ændringer hos Packard. Hovedændringen på karrosserierne var, at lygterne nu blev helt indbyggede i forskærmene, samt at man frit kunne vælge mellem at få modellerne leveret med eller uden trinbræt.
 

Af andre ændringer kan det nævnes, at man nu også på de billigere modeller mod ekstrabetaling kunne få air-conditioning anlæg, der ikke alene var i stand til at opvarme luften, men også at afkøle den. Som modtræk mod de automatiske transmissioner konkurrenterne kunne levere, herunder særlig Oldsmobile og Cadillacs hydra-matic drive, kunne Packard dels til-