® Bilhistorisk Tidsskrift  26/1970    side 15

gyndte i 1934, og så stor var Packards prestige, at der allerede før introduktionen var optaget i tusindvis af ordrer, og køberne havde deponeret over 10.000.000 dollars i kontanter.
    Den 6. januar 1935 blev den nye model introduceret med typebetegnelsen 120 svarende til akselafstanden i tommer. I sin konstruktion var den konventionel og svarende til andre amerikanske mærker i de pågældende år. Den var udstyret med en 8-cylindret sideventilet rækkemotor, der udviklede 110 hk, og som den første Packard var den forsynet med uafhængig forhjulsaffjedring og hydrauliske bremser.

Den kunne leveres i de gængse karrosserityper dvs. 2-dørs sedan, 4-dørs sedan, coupé, convertible coupé og club sedan, og priserne lå mellem 980 og 1095 dollars. I de første 9 måneder blev der produceret 24.995 eksemplarer.
   Der var tale om en god solid vogn, men årsagen til den forholdsvis store salgssucces lå uden tvivl i, at det nu blev muligt for et større publikum at erhverve en bil af det fabrikat, der i en årrække havde domineret markedet for luksusvogne i USA, idet Packard gennemsnitligt havde haft

over halvdelen af salget af luksusvogne i USA.
   120-modellens succes bevirkede, at Packard besluttede sig til, at man fremover ville koncentrere sig om at producere biler i mellemprisklassen. Det var opfattelsen, at der ikke mere var mulighed for at tjene penge ved at producere dyre vogne. I midten af 30'erne krakkede alle de fabrikker, såsom Marmon, Duesenberg, Cord, Pierce-Arrow, der udelukkende producerede dyre vogne, og ikke havde nogen koncern bag sig. Cadillac og Lincoin blev udelukkende holdt i live, fordi GM

og Ford stod bag, og kunne dække underskuddet gennem fortjenesten på de billige modeller.
   I 1936 skete der ikke større ændringer i 120-modellen. Hestekraftantallet blev øget til 120, og der blev introduceret en 4-dørs convertible sedan. Den blev udstyret med navneplade, hvorefter der skulle være tale om et Dietrich-karrosseri, der tidligere var et anerkendt firma for bygning af special karrosserier, men i realiteten var karrosseriet lavet i almindelig seriefremstilling hos Murray, der var en af de