|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
® Bilhistorisk Tidsskrift No. 5 1959 side 5 |
||
|
|
|
opfyldt, skal detaillerne sammenarbejdes,
saaledes at det færdige karrosseri fremtræder som en sluttet teknisk og kunstnerisk helhed. Den moderne bils ydre udformning er tilvisse ikke noget spil af tilfældigheder; den er en organisme af funktion og æstetik, en færdig ting, der ikke maa behøve yderligere ornamentale tilføjelser. I de senere aar er det i stadig stigende grad blevet alminde- ligt blandt bilfabrikanterne at fremstille den samme karrosseriskal gennem 2-5 aar og at føre formen "up to date" aar efter aar ved at ændre ornamenteringen, de paaklistrede og ofte tilsyneladende ganske vilkaarligt anbragte kromguirlander, efter de hastigt skiftende, kunstigt fremelskede formidealer. Der kan nævnes talløse eksempler paa denne praksis, men som et særlig grelt tilfælde vil jeg frem- drage Raymond Loewy's STUDEBAKER fra 1953, som den gang var en yderst sober og veldrejet bil, men som i de følgende aar er blevet gjort ganske ukendelig ved en hensynsløs og æstetisk deprimerende over- klistring med varierende tingel-tangel. Det siges da ogsaa, at M. Loewy forlod Studebaker i protest mod denne anfægtelse af hans kunstneriske ret. I 1959 er bilerne styggere end nogensinde før. Dette gælder saavel de amerikanske vogne med deres burleske, ofte til det schizofræne grænsende ornamentik som de europæiske medløbere, der et par aar bagefter forsigtigt søger at være med i dansen til smagens fordærv. JN -o0o-
TIL SALG -o0o- |